
Hvad koster det?
En ortopædisk udredning starter med en konsultation. En konsultation koster 850 kr. inkl. moms (op til 30 minutter), og en udvidet konsultation koster 1.285 kr. (30–60 minutter). Ved langvarig eller uklar halthed giver den udvidede konsultation tid til en grundig undersøgelse af gangbillede og led.
Dertil kommer eventuel røntgen, beroligende medicin og smertestillende. Vi aftaler altid planen og prisen med dig, inden vi går videre. Se alle priser på prislisten.
Når din hund halter
Halthed er et tegn på, at noget gør ondt eller ikke fungerer, som det skal. Det kan komme pludseligt – fx efter et spring, et fald eller en vild leg – eller snige sig ind over tid. Nogle hunde halter mest, når de rejser sig efter hvile, andre efter lange ture.
Tegn, du skal holde øje med:
- at hunden halter eller aflaster et ben
- stivhed, især efter hvile
- at hunden ikke vil hoppe op i bilen eller sofaen eller undgår trapper
- at den sidder skævt eller rejser sig besværligt
- at den slikker på et ben eller en pote
- hævelse eller varme omkring et led
Læs også vores guide om, hvad du gør, når din hund halter.
Sådan udreder vi halthed
Gangbillede
Vi starter med at se din hund bevæge sig – i skridt og trav, og gerne fra flere vinkler. Halthed er ofte tydeligst, når man ser hunden gå. Optag gerne en video derhjemme, hvis haltheden kommer og går, så vi kan se det, selvom hunden ikke halter på klinikken.
Klinisk og ortopædisk undersøgelse
Derefter undersøger vi hunden grundigt: Vi mærker på muskler, knogler og led, bøjer og strækker leddene og tester stabiliteten. På den måde kan vi ofte finde frem til, hvor problemet sidder. Rikke har en grundig tilgang og stor opmærksomhed på bevægelsesmønstre og kliniske detaljer.
Røntgen
Har vi brug for at se knogler og led, tager vi røntgen her på klinikken. Til røntgen får hunden ofte beroligende medicin, så den kan ligge stille i den rigtige stilling. Du får besked om forberedelse, fx faste, når vi aftaler tid – læs også om forberedelse til narkose.
Hyppige årsager til halthed
Halthed kan have mange årsager. Nogle af de hyppigste er:
- Skader på poter og kløer – fx rifter, fremmedlegemer eller en knækket klo
- Forstuvninger og muskelskader – efter leg, fald eller spring
- Korsbåndsskader – en hyppig årsag til halthed på et bagben
- Ledlidelser hos unge hunde – fx HD, AD og OCD
- Slidgigt – især hos ældre hunde
- Knæskalsluksation – hvor knæskallen glider ud af sin plads, ofte hos små hunde
Overvægt belaster leddene og kan forværre mange ortopædiske problemer. Læs om overvægt hos hund og kat.
Behandling og genoptræning
Behandlingen afhænger af årsagen. Mange tilfælde af halthed kan behandles med ro, smertestillende og en plan for gradvis genoptræning. Ved slidgigt handler det om at holde hunden i god form, med passende motion, normal vægt og smertelindring, så den kan leve et aktivt liv.
Vi lægger en plan sammen med dig og følger op, så vi kan justere behandlingen undervejs. Rikke lægger vægt på overblik i det enkelte forløb og på velovervejede beslutninger i samarbejde med dig som ejer.
Henvisning til specialister
De fleste former for bløddelskirurgi udfører vi her på klinikken, mens knoglekirurgi varetages i samarbejde med specialister. Det gælder fx de fleste korsbåndsoperationer og operation af knoglebrud. Viser udredningen, at din hund har brug for en knogleoperation, hjælper vi med henvisningen og sender de relevante oplysninger og billeder videre. Bagefter følger vi gerne op med kontrol og genoptræning.
Hvornår skal du kontakte os?
Halter din hund lidt, men støtter på benet og er glad, kan du holde den i ro et døgn eller to. Bestil tid, hvis haltheden ikke går over, kommer igen, eller hvis din hund virker stiv eller uvillig til at bevæge sig.
Ring med det samme, hvis hunden slet ikke kan støtte på benet, har tydelige smerter, hvis benet står i en mærkelig vinkel, hvis der er et åbent sår, eller hvis hunden pludselig ikke kan gå på bagbenene. Uden for vores åbningstid finder du hjælp på siden om akut dyrlægehjælp.
Du træffer os på telefon 47 17 80 50 i telefontiden mandag–fredag kl. 8–9. Se også kontaktoplysninger.
Relaterede ydelser
Læs om vores røntgen og ultralyd, om HD- og AD-røntgen til DKK og om operation på klinikken. Du kan også læse mere om Rikke.



