
Hvad koster en udredning?
En medicinsk udredning starter med en konsultation. En konsultation koster 850 kr. inkl. moms (op til 30 minutter), og en udvidet konsultation koster 1.285 kr. (30–60 minutter). Ved komplekse forløb eller en second opinion er den udvidede konsultation ofte det bedste valg, så vi har tid til at gå historikken grundigt igennem.
Dertil kommer de prøver og undersøgelser, der er brug for – fx blodprøver, urinprøve, røntgen eller ultralyd. Udredningen tilpasses dit dyr, og vi aftaler altid de næste skridt og prisen med dig, inden vi går videre. Se alle priser på prislisten.
Hvornår er der brug for en udredning?
Nogle sygdomme er lette at genkende. Andre udvikler sig langsomt eller giver symptomer, der kan have mange årsager. Det kan fx være:
- vægttab uden en oplagt forklaring
- øget tørst og vandladning
- kronisk eller tilbagevendende opkast eller diarré
- nedsat appetit, træthed eller at dyret “ikke er sig selv”
- hoste eller åndedrætsbesvær over længere tid
- kramper, balanceproblemer eller ændret adfærd
Det er ofte dig, der først mærker, at noget er galt. Dine observationer fra hverdagen er en vigtig del af udredningen. Læs også vores guides om hund, der kaster op, kat, der kaster op og diarré hos hund.
Sådan foregår udredningen
1. Samtale og klinisk undersøgelse
Vi starter med en grundig snak om dit dyrs helbred, adfærd og de ændringer, du har lagt mærke til. Derefter laver vi en klinisk undersøgelse af hele dyret med fokus på symptomerne.
2. Prøver og billeddiagnostik
Ud fra undersøgelsen vurderer vi, hvilke prøver der giver mening. Vi har eget laboratorium til blod-, urin- og afføringsprøver, og vi har røntgen og ultralyd på klinikken. Kræver det mere avancerede analyser, samarbejder vi med et stort veterinært speciallaboratorium.
3. Svar og plan
Når svarene er klar, kontakter vi dig – som regel pr. telefon eller mail. Vi gennemgår resultaterne og lægger en plan for behandling eller de næste skridt. Nogle sygdomme kræver løbende kontrol, og så følger vi dit dyr over tid.
Vi lægger vægt på en tæt dialog mellem dig og os. Du er altid en aktiv del af beslutningerne om det videre forløb.
Neurologi
Neurologiske symptomer kan være skræmmende at se – fx kramper, vaklende gang, hovedet holdt på skrå eller pludselig svaghed i benene. Ved en neurologisk undersøgelse ser vi på dyrets reflekser, gang, balance og reaktioner for at finde ud af, hvor i nervesystemet problemet sidder.
Vores dyrlæge Katja beskæftiger sig primært med medicinske udredninger, intern medicin og neurologi. Hun har en særlig evne til at skabe ro og overblik i komplekse forløb og formidler også svære problemstillinger klart og forståeligt.
Optag gerne en video med telefonen, hvis dit dyr får et anfald eller viser mærkelige symptomer derhjemme. Det kan være en stor hjælp, fordi symptomerne sjældent viser sig på klinikken.
Second opinion
Du er meget velkommen til at få en second opinion hos os. Måske har dit dyr været syg i lang tid, eller du ønsker en anden vurdering, inden du træffer en vigtig beslutning.
- Medbring tidligere journaler og prøvesvar, så vi har et godt grundlag for vurderingen.
- Har du mulighed for det, må du gerne sende materialet til os inden besøget, så vi kan sætte os ind i sagen på forhånd.
- Bestil gerne en udvidet konsultation, så vi har god tid.
Du kan sende materialet til kontakt@rbdyreklinik.dk.
Henvisning til specialister
Nogle forløb kræver undersøgelser eller behandling, som ligger uden for det, vi tilbyder på klinikken – fx scanning af hjernen eller særlige specialistundersøgelser. Kræver forløbet henvisning til specialiserede dyrlæger, hjælper vi naturligvis med det. Vi sender de relevante oplysninger videre, og vi er fortsat din faste sparringspartner – også når dit dyr kommer hjem igen.
Hvornår skal du kontakte os?
Bestil tid, hvis dit dyr har tabt sig, drikker mere end normalt, har kastet op eller haft diarré flere gange over en periode, eller hvis du har en fornemmelse af, at noget ikke er, som det plejer.
Ring med det samme, hvis dit dyr får kramper, ikke kan rejse sig, har svært ved at trække vejret, kaster op igen og igen eller er meget sløvt. Uden for vores åbningstid finder du hjælp på siden om akut dyrlægehjælp.
Du træffer os på telefon 47 17 80 50 i telefontiden mandag–fredag kl. 8–9. Se også kontaktoplysninger.
Relaterede ydelser
En udredning bygger på vores laboratorium og røntgen og ultralyd. Har dit dyr problemer med huden, kan du læse om hudproblemer og allergi, og halter din hund, om halthed og ortopædi. Læs også om mitralklapinsufficiens hos hund og overvægt hos hund og kat.




