
Hvad koster sterilisation af en hund?
Prisen afhænger af tævens vægt. Alle priser er inkl. moms:
- 0–14,9 kg: 4.900 kr.
- 15–30 kg: 5.150 kr.
- Over 30 kg: 5.400 kr.
Prisen dækker hele forløbet:
- fuld narkose med overvågning undervejs
- selve operationen og anvendt medicin
- smertestillende med hjem
- bodystocking eller skærm, så hunden ikke slikker i såret
- kontrolbesøg efter behov
Du kan se priserne i prisboksen og på prislisten. Har du en forsikring, kan du spørge dit forsikringsselskab, om indgrebet er dækket af din police.
Hvorfor sterilisere en tæve?
Sterilisation er et indgreb, vi nogle gange anbefaler – men ikke altid. Vi vurderer altid den enkelte hunds behov, og i nogle tilfælde er det mest hensigtsmæssigt at lade være. De vigtigste grunde til at vælge sterilisation er:
- Livmoderbetændelse: Sterilisation fjerner stort set risikoen for livmoderbetændelse, som er en alvorlig sygdom, der ofte kræver akut operation.
- Uønsket drægtighed: Særligt relevant, hvis du har både tæve og hanhund i hjemmet, eller hvis din tæve er meget social.
- Løbetid og falsk drægtighed: Sterilisation fjerner løbetiden og forebygger falsk drægtighed, som hos nogle tæver giver uro og ubehag.
- Kræft i mælkekirtlerne: Risikoen falder markant, særligt når tæven steriliseres tidligt i livet.
Tegn på livmoderbetændelse
Er din tæve ikke steriliseret, så ring til os samme dag, hvis hun i ugerne efter en løbetid drikker meget, er sløv, ikke vil spise, kaster op eller har udflåd fra skeden. Livmoderbetændelse kan blive livstruende, og uden for åbningstid skal du søge akut hjælp.
Hvornår skal en tæve steriliseres?
Hvis sterilisation er det rigtige valg for din hund, anbefaler vi som udgangspunkt, at det sker mellem 1. og 2. løbetid. Timingen har betydning for balancen mellem fordele og risici – blandt andet for risikoen for urinlækage og for led hos de store racer.
Vi planlægger operationen i god afstand fra løbetiden, når hormonerne har lagt sig. Ring derfor gerne til os, når din tæve har haft løbetid, så finder vi et passende tidspunkt sammen.
Er du i tvivl, om din tæve skal steriliseres, kan vi tage snakken ved den årlige sundhedsundersøgelse og vaccination.
Sådan foregår dagen
Sterilisation er en dagbehandling. Du får altid individuel vejledning, når du bestiller tid, men som udgangspunkt foregår det sådan:
Aftenen før og om morgenen
- Din hund må ikke få mad efter kl. 23 aftenen før.
- Vand er tilladt, indtil I tager hjemmefra.
- Gå en god tur, inden I kommer, så hunden har tisset og lavet stort.
- Får din hund fast medicin, så fortæl os det, når du bestiller tid.
På klinikken
Du afleverer din hund kl. 8–8.30. Vi vejer hende, lytter på hjertet og taler dagens forløb igennem med dig. Ved sterilisation fjerner vi æggestokkene – og i nogle tilfælde også livmoderen – gennem et snit i bugen. Narkosen overvåges hele vejen fra start til opvågning, og vi aftaler, om du henter på et bestemt tidspunkt, eller om vi ringer, når hun er vågen og klar til at komme hjem.
Når du henter din hund
Du får smertestillende med hjem, en skriftlig hjemsendelsesinstruks og bodystocking eller skærm. Hunden kan være træt og lidt usikker på benene resten af dagen – det er helt normalt efter narkose. Læs også, hvordan du forbereder din hund til narkose.
Opheling og bodystocking
Sterilisation er en operation i bughulen, og de første dage efter handler om ro:
- Bodystocking eller skærm: skal blive på, indtil såret er helet, så hunden ikke slikker eller bider i det. En bodystocking dækker såret som en tætsiddende dragt og er for mange hunde mere behagelig end en skærm.
- Aktivitet: korte ture i snor og ingen leg, løb, hop eller trapper i større omfang, indtil vi siger god for det.
- Såret: se på det dagligt. Lidt rødme langs kanten er normalt, men hævelse, blødning eller væske er ikke.
- Kontrol: vi fortæller dig ved hjemsendelsen, hvordan såret er lukket, og om der skal være et kontrolbesøg.
Mulige ulemper ved sterilisation
Sterilisation har også ulemper, som det er vigtigt at kende:
- Vægt: Steriliserede tæver tager lettere på, hvis foder og motion ikke tilpasses. Hold øje med vægten de første måneder – læs mere om overvægt hos hund og kat.
- Urinlækage: Ses hos ca. 3–20 % af steriliserede tæver afhængigt af race og kropsvægt – hyppigst hos tæver over 15 kg og ved sterilisation før første løbetid. Det kan som regel behandles.
- Led hos store racer: Ved meget tidlig sterilisation af store racer ses flere led- og korsbåndsproblemer.
Læs hele gennemgangen i vores artikel om kastration og sterilisation – fordele og ulemper.
Hvornår skal du ringe til os?
Ring til os på 47 17 80 50, hvis såret bløder, bliver rødt, hævet eller væsker, hvis hunden ikke vil spise dagen efter operationen, kaster op, virker sløv eller smertepåvirket trods medicinen. Kontakt os hellere én gang for meget end én gang for lidt.
Vil du vide mere?
Har du en hanhund, kan du læse om kastration af hund – herunder kemisk kastration. Har du kat, finder du information om sterilisation af kat. Overvejer du i stedet at få hvalpe, kan du læse om vores hjælp til reproduktion. Vores operationer varetages især af dyrlæge Johanne.



